Aalborg d. 12.06.2020
Vi har længe overvejet at etablere en slags venneforening, og nu da der er behov for, at alle der kan bidrager til at mindske vores forventede voldsomme underskud, er det måske tid. Grundet corona-virusen er alle de arrangementer, som cykelløb, børne- og voksenkarneval, samt 90'er fest, hvor vi med frivilliges hjælp normalt tjener penge til driften af søspejderne aflyst. Herved har vi en manglende kæmpe indtægt i 2020.
Jeg har lavet et forslag, der nu er vedtaget af Aalborg Søspejderes bestyrelse. Dette går i sin simpelthed ud på at vi opretter "Aalborg Søspejderes Venner" som en afdeling. Denne har til formål at samle ind til støtte for et godt projekt for Aalborg Søspejdere, samt prøve at skabe tættere kontakt til tidligere søspejdere.
Som forslaget ligger lige nu oprettes en facebook-gruppe, samt en e-mail liste, hvor man kan tilknytte sig. Via DDS crowdfunding oprettes et støtteprojekt for Aalborg Søspejdere, som man opfordres til at støtte. Der tænkes ikke, at der umiddelbart skal være et formelt foreningsmedlemsskab med kontingent osv.
Er i øjeblikket ved at finde nogle gode tidligere søspejdere, der bredt repræsenterer søspejdere fra 70'erne til 00'erne og som helst bor i Nordjylland så vi fysisk kan mødes for at starte "vennerne". Har fundet en håndfuld, men vil du bidrage hører jeg da gerne.
Håbet er at vi snart kan få en indsamling sat igang, og forhåbentlig i sensommeren vil kunne afholde den første venneforsamling på søspejderstationen, med sejlads, hygge, gode historier og lidt mad.
Har du ideer, vil bidrage med noget, så kommenter gerne, eller send en mail til vennerne@aalborgsoespejdere.dk eller ringe på mobil 20231372.
Med søspejderhilsen
Christian Kirkegaard