SØ24
Årets højdepunkt - sommertoget - er i år en fælles sølandslejr for alle sø-spejdere i Det Danske Spejderkorps, kaldet “SØ24”. Den foregår på vores spedercenter, Thurøbund Spejdercenter, der ligger i den dejlige Thurøbund bugt på Thurø tæt ved Svendborg. Et historisk og sejladsmæssigt fantastisk og trygt farvand for små både og med adgang til hele det sydfynske øhav. Der forventes at deltage ca. 600 spejdere, hvoraf nogle er søspejdere fra andre lande.
Lejren er en standlejr, dvs. at vi skal bo i telt hele ugen, bygge lejrplads og lave mad over bål. Gruppen har en fælles lejrplads, men familiespejdere/minier/juniorer/troppen/seniorer tager på aktiviteter hver for sig. Der er mange forskellige aktiviteter, både på og i vandet, langs stranden, i skoven og selvfølgelig på lejrpladsen. Lejren startes og sluttes med et stor fælles lejrbål med masser af skør underholdning.
Lejrens tema er bygget op om at vi bor på en øde ø, hvor vi som eventyrlystne spejdere skal udforske mysterier, øens hemmeligheder og lede efter de skjulte skatte.
Tropsspejderne starter søndag d. 21/7, sandsynligvis fra Juelsminde havn. Herfra vil de i et par Svendborgjoller og med lederne i vores følgeskib Jack sejle i en armada med andre søspejdere. De ankommer onsdag 24/7 til Thurø, samtidigt med juniorerne. Sammen bygger vi lejren, så den er klar til at minier og familiespejderne kommer om lørdagen. De næste fire dage har vi fælles lejr inden vi tager hjem tirsdag d. 30/7. Troppen forsætter sejlende hjemad så langt de nu når i løbet af torsdag d. 1/8. Jack og seniorklanen sejler videre.
Da de forskellige spejdergrene deltager på lidt forskellig vis, er det vigtigt grundigt at læse den del der netop omhandler din gren. Til højre kan du downloade den omdelte trykte indbydelse til lejren. Den indeholder alt det generelle og flotte fotos fra der hvor vi skal hen og hvad vi kan forvente at opleve. Herunder er links til den grenspecifikke information, kontakt, tilmelding, mv.
Husk at fristen for tilmelding er allerede 19. maj også af hensyn til fælles lejr- og transportplanlægning. Kan man ikke deltage bør man ligeledes under tilmelding melde afbud så snart man ved det.
- Familiespejderne: (tider, priser, tilmelding mm).
- Minierne: (tider, priser, tilmelding mm).
- Juniorerne: (tider, priser, tilmelding mm).
- Troppen: (tider, priser, tilmelding mm).
- Seniorer: (tider, priser, tilmelding mm). (info kommer)
- Ledere: (tider, priser, tilmelding mm). (info kommer)
Lejrens officielle web er: “https://www.soe24.dk”.
Vi vil løbende poste nyheder på vores Facebook side. I ugen op til afrejsen kan I forvente at få de sidste detaljer om lejren og transporten.
Vi glæder os allerede til lejren.
Lederne hos Aalborg Søspejdere