
Hempel-fonden gør sommertogte billigere
Det er ikke din pengepung, der skal afgøre, om du kan komme med på spejdertur. Derfor kæmper vi hvert år for at holde både kontingent og deltagerbetaling på turene så lave som muligt.
Derfor er vi glade for at Hempel Fonden i år har støttet Aalborg Søspejdere med 30.000,- kroner, der har gjort det billigere for spejdere at tage afsted - og helt gratis for ledere og medhjælpere.
Pengene er prioriteret, så de først og fremmest går til at dække de omkostninger, der er ved at have frivillige ledere og hjælpere med. De bruger deres ferie på at lave aktiviteter for spejderne - og får intet for det.
Derfor er det mindste vi som gruppe kan gøre, at sørge for at de ikke har nogle udgifter forbundet med deres frivillige arbejde.
Normalt budgetterer vi med at lederne selv betaler en pris svarende til den mad, de spiser.
Men med denne bevilling, er det blevet gratis.
Effekten af dette var, at vi kunne sende flere tropsspejdere med på juniorlejr som medhjælpere - uden at det kostede dem eller deres forældre (eller gruppen) noget.
Tak for støtten!